Hong Kong

I Asien siger man jo, at der er 20-30 meter sigt, blåt vand, rigt plante/dyreliv og 25-30 grader varmt vand året rundt, så på min rejse her i september 2013, skulle jeg da prøve at et par dyk ved det lokale dykkercenter.

Lad det være sagt med det samme, dykning i Hong Kong er spild af tid. Det eneste positive der kan fremhæves, er prisen: 3 dyk, 3 tanke, fuld udstyrs leje ca 330 kr. Drikkepenge giver man ikke. (Drikkepenge er stille og roligt forsvundet alle steder, i løbet af de sidste 5-7 år)

Vandet var 29 grader, en sigt på 2-3 meter. (de lokale siger op til 8 meter på en god dag)

Bunden er sandbund, og der er meget forurening i vandet – som gør, at der er meget hvid ”fnuller” i vandet, overalt. Hvis man er ”heldig”, som jeg, at få en nybegynder med som makker, som ikke kan holde sig fri af bunden, går sigten hurtigt til 0 meter.

Men af det positive skal siges, at jeg kom i vandet og det er utrolig nem dykning, en 12 liters alu-tank og en 3mm våddragt og et par svømmehals finner – og efter 45 minutter, er man ikke i nærheden af at fryse.

Jeg dykkede ved Shelter island og Ma Lam Wat halvøen. Så lidt (meget lidt) koraller og en del ”akvarie” fisk – b.la flere store stimer af ”Nemo fisk” – og til dem der har set filmen ”find Nemo”, og tror at han er en sød lille fætter… Glem det, farmand er en aggressiv lille fanden, han bryder sig absolut ikke om, at man kommer for tæt på kvindens æg – jeg blev angrebet flere gange hvor de svømmede ind i mine dykkerbriller og regulator, med et tydeligt ”bump” hver gang

Foto: Ole Aggerholm